Fiber giver job til 50 mand

Trods byggekrise har entreprenør-delen af Claus Møller Christensens virksomhed det helt fint. Forklaringen hedder “fiber”.

Claus Møller Christensen startede med at have maskinstation. Og udvidede så med noget entreprenørgrej.

I dag vejer entreprenørdelen tungest, og her er Gudmandstrup endda krisefrit område.

2009 var det hidtil travleste år, hvor CMC måtte supplere sin egen stab med underleverandører.

Forklaringen er fibernettet, som gradvist overtager transporten af alt fra telefonsamtaler til tv og internet-data.

Fiber etablering har givet bonus

Her arbejder CMC tæt sammen med firmaet Atea om etablering af fibernettet i hele Seas-NVE’s område.

- Vi satsede meget på at få ekspertisen, vi var med helt fra start, da man lagde fiberkabler i Holbæks østby. Og vores satsning har givet bonus. Vi har selv cirka 25 mand i vores entreprenørafdeling, men i 2009 var vi nødt til at hyre underentreprenører ind. Hen over året har vi i snit haft 40-50 mand beskæftiget med at grave og lægge fiberrørene ned, fortæller Claus Møller Christensen.

Han indrømmer blankt, at fibergravningen gør den helt store forskel, nu hvor byggeriet generelt er i krise:

- Uden opgaverne for Seas-NVE ville vi være lige så hårdt ramt som alle andre, konstaterer Claus Møller Christensen

Onsdag den 31. marts 2010